fredag den 9. november 2007

Stemmen, klipfisk, maling og andet godt.

Godt, at besøget af Helle var lagt tidligere på ugen, for jeg har - med vanlig elegance - mistet stemmen, som jeg gør ca. 1-2 gange om året.
Så det ville have været ekstra morsomt, hvis hun eks. havde været her i dag. Og udfordrende. ;-)
(Men kommer lige til at tænke på: mistede jeg stemmen det år, Martin IKKE røg?? Skal jeg vist lige snakke med ham om - når jeg får stemmen tilbage. Jeg kan faktisk ikke lige huske det.)

Det gør det absolut ikke nemt at snakke med Martin og Sophie, når jeg ingen stemme har.
Martin kender efterhånden mine fagter (vi har jo kendt hinanden i 15 år og jeg har mistet stemmen 1-2 gange årligt ca. lige så længe) og han ved, at én bevægelse betyder eks. "tak for mad" og en anden betyder "har du sovet godt?" - men det gør Sophie jo ikke.
Her til morgen, da jeg sagde godmorgen til hende (og opdagede, at jeg havde mistet stemmen) der grinte hun gevaldigt. Nok mest fordi mor lød som en hæs frø... Hi hi.
Så kommunikationen mellem os har været meget kropssprogsorienteret i dag. :o)

Så var jeg inde i byen, skulle bruge nogle knapper til en "klipfisk" jeg har strikket - skal nok prøve at få lagt et billede ind, når den er helt færdig, dvs. presset, knapper syet i og ender hæftet. Fik 4 flotte knapper (synes jeg da selv) til 52 kr.
En klipfisk er kort fortalt en slags halsedisse, altså en slags halstørklæde.
Den forklaring jeg selv har fået er, at en halsedisse er et rør, man trækker over hovedet, lidt som en løs rullekrave.
Et halstørklæde - ja det kender alle jo, går jeg ud fra - skal vikles om halsen.
En klipfisk er i princippet det samme som en halsedisse - et rør - men bare yderligere med en krave på, som hviler på skuldrene, så den varmer på et lidt større område end halsedissen.
Denne klipfisk er så til at åbne med knapper forrest i venstre side og tage af og på, hvor man vel også kan strikke dem lukkede til at trække over hovedet?
Kan være jeg skal strikke en til mig selv, så kan jeg jo prøve.
Plus en ny hue. Har lige smidt den gamle ud - lidt dumt, når nu vi går mod køligere tider - men den var bare så slidt og grim, at jeg allerhøjst ville bruge den til havearbejde. Og måske ikke engang dér... Tænk hvis naboen så det? Nej, jeg er nu ligeglad, just kidding. ;-)

Fik et godt tip af Helle til at undgå, at kanterne ruller, når man strikker glat.
Desværre manglede jeg kun 5-10 cm af arbejdet, så jeg ville ikke trævle op og begynde forfra. Heller ikke selv om det er strikket på pinde 10.
Så jeg nøjes med at presse arbejdet for at undgå at kanten på denne ruller og håbe på at det er nok.
Tippet går i al sin enkelhed ud på at strikke første maske på pinden drejet ret. Så det skal jeg prøve næste gang, jeg skal strikke noget i glat.
MANGE TAK, Helle.
Ved så ikke lige, hvad det bliver, for er lige "faldet over" nogle lækre babyting, alle i retstrik, i et strikkekatalog, som jeg købte inde i byen. Blandt andet sokker, jakker og luffer med mønster.
Og da jeg er i gang med en hue til en venindes datter, kunne det måske være, at jeg liiiige skulle lave et par luffer i samme garn?

På søndag rydder vi hele stuen for skrammel og alt andet (ha ha) og går i gang med at få vasket væggene ned, spartlet huller osv. for vi skal have malet.
Farven er blevet til i et kompromis mellem Martin og jeg.

Ude ved farvehandleren kan man få de små prøvestrimler med 3 toner af samme farve på, og han kom så hjem med 4 forskellige, i alt 12 toner.
Da vi endelig valgte en strimmel ud - selvfølgelig ikke mit førstevalg og omvendt heller ikke Martins førstevalg - ville Martin foretrække den lyseste nuance og jeg den mørkeste. Hi hi.
Så vi valgte - ta da!! :
Den mellemste. ;-) Kompromis'ets kunst.

Min plan er at få fat i farvehandleren - evt når Martin er rejst - og få mere maling, men to nuancer mørkere end den nye vægfarve, for at lave effektområder i stuen, eks. som "ramme"/ baggrund for en samling billeder, der skal hænge i samme område.
Blandt andet en stregtegning af Niels, kulblyant på hvidt papir, og det kræver altså en mørk baggrund for at den ikke forsvinder helt i den lyse malingsfarve.
Og Niels SKAL kunne ses, så må jeg "slås" med Martin, når han kommer hjem igen.
Omvendt ved jeg også, at når jeg foreslår ham noget, siger han nej, men hvis jeg så bare gør det, og han får en lille uges tid, når han er kommet hjem, så synes han alligevel ikke, det ser så tosset ud.
Og jeg gør det ikke i mangel på respekt for Martin, skal lige siges. Men jeg gør det med meget stor sandsynlighed.

Det var rigtigt rart at snakke med Helle i onsdags, jeg krydser sådan fingre for, at den blomst vil gro i hendes have. Ellers må hun have en ny aflægger.
Men - hun fik mig faktisk gjort scrappelysten igen, til trods for min blok pga. ja... det kan i princippet være ligemeget hvorfor jeg har/ har haft den blok, men den er da heldigvis på vej væk. Weee.
Jeg fik et hav af idéer, så nu mangler jeg kun tid og at komme i gang, så det bliver nok, når Martin er rejst igen. Eller efter Jul.
Skal lige være færdig med Julegaverne og de fødselsdagsgaver der er i november/ december også. Pu, det er "forfærdeligt" - en overgang havde vi 17 mærkedage i form af fødselsdage, bryllupsdage osv. i december.
Og om 5 år, der er det os, der har en mærkedag, nemlig kobberbryllup. Utroligt som tiden flyver.
Men - scrap is back.

1 kommentar:

Cowgirl sagde ...

Jeg er glad for din scrappeblokade er borte og jeg glæder mig til at se væggene. Klematissen har det fint og er ikke blæst væk i orkanen...tager et billede til foråret. Held og Lykke med malerarbejdet - godt råd - vælg den lyse farve!!!